HÆKLEDE FIRKANTER

Hækling er mit ultimative go-to projekt, når jeg keder mig, holder ferie eller ser film. Jeg synes, at det er rart at have noget i hænderne og koble ud i hovedet. Men mange af de projekter der er populære at gå i gang med, kræver at man er koncentreret. Derfor elsker jeg, at hækle firkanter. De er frem til nu blevet til mange lækre halstørklæder og tæpper. Der er mange forskellige variationer af den hæklede firkant, og den seneste jeg har givet mig i kast med ligner en lille blomst. Jeg har aldrig lært hæklebegreberne så nøje, så jeg har hentet lidt hjælp fra youtube. For det øvede øje er det nok ikke svært at se, hvad jeg mener, men hvis du kunne bruge lidt grundviden, er de linkede videoer gode til formålet 🙂

MATERIALELISTE

  • Garn efter ønske
    • Garnet fra eksemplet er meleret uld. Et mere glat og detaljeret resultat, kan opnås ved at bruge bomuldsgarn.
  • Hæklenål: Størrelse efter garnets anvisning.

SVÆRHEDSGRAD

Hvis du kan hækle i forvejen: 1 Hvis du lige skal have lært at hækle først: 4

KØB MATERIALE

FREMGANGSMÅDE

Hvis du ikke kender til hækling i forvejen, vil jeg anbefale dig at se disse to videoer:

How to Crochet for Absolute Beginners: Part 1

https://www.youtube.com/watch?v=aAxGTnVNJiE

Bemærk kædemasker (chain)

How to Crochet for Absolute Beginners: Part 2

https://www.youtube.com/watch?v=jBj6MyMu9pU

Bemærk stangmasker (double crochet)

Så er du klar til at lave firkanter:

  1. Lav en løkke efterfølgende 4 kædemasker
  2. Hæft kædemaskerne, så de danner en løkke (Hvis du kan lave en magisk ring, er det mindst lige så godt)
  3. Lav yderligere to kædemasker (Her plejer jeg at hæfte, dvs. at jeg tager begge tråde med) Se billed 2.
  4. Lav herefter 11 stangmasker ned i midten af ringen. Hæft sidste stangmaske på toppen af de to kædemasker, så du har 12 stænger hele vejen rundt. Se billed 3.
  5. Lav 3 kædemasker.  2 stangmasker hækles ned i indercirklen mellem de første to stænger. 1 kædemaske. Gentag hele vejen rundt. Sidste stangmaske hæftes til de 3 kædemasker, så de udgør et par. 
  6. 4 kædemasker hæftes imellem det første sæt af stangmasker. Herefter hækles fire stangmasker, 3 kædemasker og igen 4 stangmasker i det næste “øje” (hullet mellem to sæt stangmasker). Herpå laves en fastmaske ned i det næste øje.
    Igen laver du 4 kædemasker og forløbet gentages til du når tilbage til udgangspunktet. Se billed 4. Når du er hele vejen rundt hæfter du med en fastmaske ned i “begynderøjet”.

Når du har lavet en bunke firkanter, kan du begynde at drømme, om hvad de skal blive til. Det kan være at du allerede ved det inden du går igang. Husk at følge garnets vaskeanvisning, så dit færdige resultat lever så længe som muligt.

God fornøjelse. // Tenna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *